Kære læsere. For jer, der har fulgt med i denne spalte i årenes løb, er det ingen hemmelighed, at jeg er bidt af sport, store sportsturneringer og internationale sportsbegivenheder. Jeg har den dybeste respekt for det frivillige idræts-Danmark, som mange af os er i kontakt med i løbet af vores liv, og så bøjer jeg mig i støvet for Danmarks store, professionelle sportsudøvere, der – typisk siden de var ganske små børn – har udfoldet deres talent med passion, flid og vilje.
De og deres forældre har brugt timer, dage, uger, måneder og år på træning, kørsel, kuffertpakning, rejser og kampe. Der har været et hav af skuffelser, tårer og afsavn undervejs, men de er blevet ved, fordi talentet har rakt længere end det, vi andre er udstyret med, og…
