Forleden loggede jeg på Instagram, (ja, jeg logger på Instagram, som var det 00’erne, for ellers kan jeg ikke styre det) og så et billede af en jævnaldrende kollegas lejlighed. Billedet var af et dækket morgenbord, kaffe i espressokande, smukke pastelfarvede keramikkrus på teaktræbord, håndmalede æggebægre, snippen af et intellektuelt blad, måske et par nye bøger, sollyset, der kom spillende ind ad karnapvinduerne i baggrunden og landede på, hvad der lignede oceaner af sildebensparket: anede mit blik en Wegner-lænestol i baggrunden? Mens jeg betragtede dette billede, kunne jeg mærke et lille sug i maven, en lille flimren for øjnene, en følelse af at, ”dét der, det burde jeg have, det burde være mit morgenbord, min smukke, store lejlighed. Hvorfor ejer jeg ikke håndlavet service? Hvorfor har jeg ikke sildebensparket?” Jeg…
