Karoline, 43, var højgravid med sit tredje barn, da hendes mand fortalte, at han var forelsket i en anden kvinde og ville flytte fra hende og deres to fælles børn på seks og otte år. Hendes verden brød sammen. Hun gik i tusind stykker for øjnene af sine nærmeste, lagde sig fladt ned, og hun bad om hjælp, al den hjælp, hun kunne få fra alle sider. Det er ellers ikke noget, vi er ret gode til, medmindre vi har en “socialt accepteret grund” til at være kede af det, tyder undersøgelser på. Men det havde Karoline.
– Det var et primalskrig, en livskrise. Jeg sad på kommunen og pegede på min store mave og sagde bare hjælp. De gjorde alt. Virkelig. Mine veninder stillede op, og alle var der…
