Kirsten Thorup var i 20’erne, da hun lærte den kvinde at kende, hvis historie hun nu, her mange år senere, tager afsæt i i romanen ”Indtil vanvid, indtil døden”. Et værk på godt 400 sider, 400 gennemresearchede sider, som tager én med tilbage til 1942, til München, direkte ned i kernen af Nazityskland.
Her følger man en dansk kvinde, der lige er blevet enke efter en dansk flyverofficer, der som udenlandsk frivillig gjorde tjeneste i det tyske Luftwaffe, da han blev skudt ned over Østfronten. Den unge enke tager imod en invitation fra sin mands tyske kollega, en generalløjtnant og hans danske kone, om at komme til kræfter hos dem i München. Harriet, som kvinden hedder, sætter sine to små sønner i pleje på et børnehjem og drager af sted.…
