Jeg har altid vidst, at jeg er adopteret, og som lille elskede jeg at høre historien om, at jeg var et ganske særligt barn, som mine forældre havde valgt blandt en masse andre. Siden hørte jeg tankeløse mennesker komme med bemærkninger, som måske var uskyldigt ment, men som ramte mig og lagrede sig: ”Det var nu også synd, I ikke selv kunne få børn. Nanna er en dejlig pige, en god erstatning.”
”Tanken om, at jeg ikke var ønsket, forfulgte mig i årenes løb. Var det det, jeg var? En erstatning? Når jeg gjorde noget, mine forældre ikke brød sig om, eller hvis jeg skuffede dem, tænkte jeg altid, at det bare var, fordi jeg ikke var deres rigtige barn. Jeg gjorde mig umage for at være den søde pige,…
