– Jeg synes, det er forfærdelig trist, at jeg skal af med dette skønne sted, men nu er beslutningen taget, og så nytter det ikke at pive. Nu gælder det om at se det hele fra den lyse side, men jeg indrømmer gerne, at det næsten føles som at miste en kær ven, siger Ida, mens hun fra terrassen kigger ud over den store græsplæne, som er kantet med gamle frugttræer.
Da Ida og hendes mand, Adam Siesbye, i 1975 købte huset af Adams forældre, kendte Ida det allerede, for hendes skoleveninde, Helle, boede nemlig i huset ved siden af.
– Jeg var kun syv år, da jeg kom her første gang, og jeg cyklede fra Humlebæk, hvor jeg dengang boede. Senere fik mine svigerforældre huset som deres sommerhus, og…
