Vi skal helt tilbage til engang i 90’erne, hvor jeg var smidig som en saltstang. Det er jeg sådan set stadig, men dengang havde en af mine lige så stivbenede fodboldkammerater fået det indfald, at vi skulle tage et skridt ud af vores kridtstregsindrammede komfortzone, og pludselig stod vi til en tai-chi-time i et lokale et eller andet sted, så vidt jeg husker, omkring Toftegårds Plads i Valby. Det vil sige, at vi stod der ikke særligt længe, for vi havde helt sikkert ikke sat os godt nok ind i principperne i den kinesiske kampkunst, ligesom vi hurtigt mistede fokus, da jeg, iført nedrullede FC Barcelona-strømper og andre spraglede og syntetiske klubgevandter, havde en anden mand, rutineret iklædt løse, hvide klæder, liggende på min ryg. Jeg bøjede mig fremover, så…
