Birgithe Kosovic har vidst det, lige siden hun skrev første gang. Hun har vidst det, lige siden hun sad dér i klasseværelset i 1. klasse med alle bogstaverne, der hang oppe over tavlen i en lang række, og hun selv begyndte at sætte ét bogstav efter det næste på papiret og pludselig forme ord, der rakte ud efter hinanden og blev til sætninger.
– Jeg husker faktisk meget tydeligt, hvordan vores lærer gik rundt imellem os i klassen og kiggede os over skulderen. Og også, hvordan hun med ét nærmest forskrækket rettede sig op og sagde, at gud, der var noget meget vigtigt, hun havde glemt at fortælle os. Og hvad var dog dét, tænkte vi. Jo, det var, forklarede hun, at der selvfølgelig skulle være mellemrum imellem orwdene!
Hun…
