For nylig flyttede en kær veninde med hele familien til Møn langt pokker i vold ude på landet. Dejligt for dem, ærgerligt for mig, for nu er der længere imellem os.
Forleden fangede vi endelig hinanden pr. telefon, vi havde ikke talt sammen længe, og min veninde spurgte som det første: ”Hvordan går det med dig?”. Sådan spørger hun tit, det er hun nok ikke ene om, og jeg svarede, som jeg plejede: ”Puha, jeg har travlt!”. Det var der sådan set heller ikke noget nyt i, faktisk svarer jeg tit sådan, når jeg bliver stillet det spørgsmål, men da vi senere havde lagt på, havde jeg alligevel en mærkelig fornemmelse i maven.
For ja, jeg har da travlt, men det ærgede mig også, at det var det, jeg havde…
