Er det min skyld? Julie er gift med Anders, og de har to børn. Anders er uddannet i forsvaret og har taget en krævende lederuddannelse ved siden af. Begge hans forældre og hans bror er syge, og på et tidspunkt vælter læsset for Anders selv. En kombination af for meget arbejde og private problemer udvikler sig først til stress, siden til en alvorlig depression. Anders ender på psykiatrisk skadestue, hvor han bliver behandlet for depressionen. Han kommer sig, men 10 år senere, ryger han igen ned i et sort hul. Måske er det stress. Måske har han ikke fået kigget tilstrækkeligt på sin sorg efter broderens død. Anders’ tanker kører i ring og bliver fulde af kulsort mørke, til sidst lader han sig frivilligt indlægge på grund af selvmordstanker. Men da det er under corona, foreslår personalet, at han tager hjem i stedet. Hjemme skal han holdes øje med hele tiden, og Julie er på døgnet rundt. Hun husker det, som om Anders lå under et tæppe i månedsvis. – Han havde det så dårligt, at han ikke helt vidste, hvad han sagde. Han var temmelig krævende, ville have, at jeg skulle putte ham, give ham mad og sørge for, at børnene var stille, siger Julie. Hun kan kun huske det, fordi hun har skrevet det ned i sin dagbog, ellers flyder ugerne fra den tid sammen til en grå masse. Hun kan ikke skelne dagene fra hinanden, men hun husker angsten for, at Anders ville gøre alvor af sine selvmordstrusler. Hun husker også, at hun var skrækslagen for, at børnene skulle høre noget af det, han sagde, da han havde det allerværst og også sagde frygtelige ting til hende. – Jeg sagde til mig selv, at det var den syge Anders, der talte, ikke ham, jeg havde forelsket mig i som 23-årig. Situationen var anstrengende for hele familien. Julie kunne ikke holde øje med Anders non-stop. Hun arbejdede som flyveleder og skulle passe sit arbejde, så hun fik på skift sin mor og en veninde til at se til Anders, når hun selv var på job. – Mine kolleger vidste godt, at der var krise derhjemme, så jobbet blev faktisk en slags ventil for mig, siger Julie, som prøvede at give børnene, som var 13 og 17 på det tidspunkt, en så normal hverdag som muligt. Men det var svært. Ikke mindst fordi, Anders kom med mange verbale anklager, også mod hende, og sagde ting som, at det var hendes skyld, at han var syg.

– Til sidst begynder man at tro på det, og man bliver forvirret af at høre på vanvittige ting hele tiden. Jeg havde svært ved at tænke klart, jeg var enormt træt, og jeg orkede slet, slet ikke at tale om, hvordan jeg havde det, siger Julie. Det handlede kun om Anders og om børnene.

TIL SIDST BEGYNDER MAN AT TRO PÅ DET, OG MAN BLIVER FORVIRRET AF AT HØRE PÅ VANVITTIGE TING HELE TIDEN.

I dag er Anders igen den mand, Julie forelskede sig i. Han er klar til at lægge de svære år og det depressive bag sig og ønsker ikke at sidde fast i fortiden. Men for Julie har det sat dybe spor, hun har selv gået til psykolog efterfølgende og har også foreslået parterapi.

– For mig er det indre kompas blevet ødelagt. Jeg føler mig som et efterskælv. Jeg har det som om, jeg har overlevet tredje verdenskrig.

DET HANDLER KUN OM DEN SYGE

Det er tungt at være partner og kæreste med et menneske, der har det psykisk dårligt. Det er også for tungt. Det viser en svensk undersøgelse fra Malmø Universitet, som blev offentliggjort i Journal of Mental Health i 2020. Den peger på, at mennesker, der er partnere eller i familie med psykisk syge, er ekstremt stressede og ofte har brug for aflastning, både praktisk og følelsesmæssigt. Undersøgelsen er baseret på knap 100 interviews med pårørende fordelt på ti forskellige studier.

Området er faktisk ikke noget, man har beskæftiget sig ret meget med inden for forskning. Det er noget ”man taler om”, og som, man kan regne ud, påvirker parforholdet, men det er ikke noget, man har undersøgt. Måske fordi fokus af naturlige årsager mest ligger på den psykisk syge og på dennes mentale helbred.

Med i den svenske undersøgelse er også pårørende til personer med det, man kalder servere mental illness, som eksempelvis omfatter personer, der har periodevis nedsat funktionsevne på grund af et psykisk handicap. Der hører cirka 300 diagnoser under denne kategori blandt andet bipolar sygdom, alvorlig depression og skizofreni.

Lektor Sigrid Stjernswärd fra Lund Universitetet i Sydsverige er en af forskerne bag undersøgelsen. Hun sammenligner det at være i familie med en psykisk syg person med at have andre alvorlige sygdomme i familien. Det tager opmærksomheden fra alt mulig andet i ens liv.

– Fælles for mennesker, der lever med en psykisk syg partner, er, at de glemmer sig selv. Det er groft sagt ligegyldigt, om det drejer sig om livstruende cancer, skizofreni, alvorlig sukkersyge eller depression – at have en syg partner skaber utryghed og det er enormt tidskrævende. Både ens private, sociale og professionelle liv påvirkes kraftigt. Man skal typisk overtage en masse opgaver for den, der er syg. Det kan have økonomiske konsekvenser, at der måske mangler en fast månedsløn, og der er måske en voksen mindre til at tage sig af alle mulige hverdagsopgaver, hvis man har børn. Oveni kommer, at man er bekymret og tænker mest på sin partner, og på, at han eller hun har det allerværst. Det er meget almindeligt, at man får skyldfølelse, hvis man foretager sig noget for sin egen skyld eller gør noget helt alene, forklarer Sigrid Stjernswärd.

JO MERE MAN VED

Depression rammer med andre ord begge parter i et forhold og trækker veksler på den ”raske”. De pårørende, Sigrid Stjernswärd interviewede, nævnte et andet vigtigt aspekt: Behovet for information og kommunikation om partnerens diagnose.

– Det at kende til sygdomstilstanden, så man forstår, hvad det handler om, og hvilken form for hjælp, man kan få, er en stor hjælp. Mange bokser i blinde med at løse problemet selv. Når man har en forklaring på, hvad sygdommen betyder, kan man se en vej frem, og det gør det lettere at løse problemerne på flere måder, siger hun.

– I dag er der langt mere information end for blot 10 år siden og større åbenhed om psykisk sygdom. Men man er samtidig nødt til også at være kritisk over for den store mængde information, man får eksempelvis på nettet. Det kræver ret meget overskud at skulle navigere i som pårørende.

Igen – det hele kommer let til at handle om den, der har det dårligt. Og risikoen ved det er, at den pårørende ender med en stressoverbelastning, hvilket der ikke bliver talt nok om, mener den svenske forsker.

Psykolog Therese Anderbro mener, at det er vigtigt, at man holder fast i sine egne behov, før man tager sig af sine syge partners. For alles skyld. Ellers er der stor risiko for, at man selv går ned eller får en efterreaktion, hvilket kan have ret alvorlige konsekvenser i en familie eller en relation, hvor den ene i forvejen er alvorligt syg. Det lægger paradoksalt nok yderligere pres på den pårørende om, at han eller hun skal have det godt, siger hun.

DU BLIVER MED-PSYKISK SYG

– Det er nærmest umuligt at sige til et menneske med eksempelvis svær depression, at man ikke kan være der 100 procent for dem, men man er nødt til det, så man ikke selv bliver trukket med ned. Det giver dårlig samvittighed, men hvis man selv begynder at sove dårligt, tabe sig og få fysiske og psykiske symptomer, er det på tide. Det basale skal fungere i ens eget liv, selv om partneren har det dårligt, understreger hun.

Therese Anderbro har selv klienter med depressioner og deres partnere. Der går terapien ud på at sørge for, at de pårørende får pauser fra det ”tunge” og sørger for at komme væk hjemmefra.

– Det er vigtigt, at man ikke står med ansvaret alene. Hvis du lever sammen med et menneske, der lider af angst og depression, har du brug for at se andre, der kan støtte dig, og som ser livet på en anden måde. Måske en støttegruppe eller eventuelt professionel hjælp, så din hverdag kan komme til at fungere. Hvis man lever sammen med en partner med tilbagevendende depressioner, mener hun, at det er nødvendigt. De negative tanker smitter.

– Man bliver meget hurtigt blandet ind i det, den der er deprimeret kæmper med. Det kan handle om angst eller måske en tvangsproblematik, som man bliver en del af, fordi man gerne vil hjælpe. Det kan være, at man gør bestemte ting, man ellers aldrig ville gøre, for at hjælpe den, der har det dårligt, med at slippe for ubehag. Det gør, at man bliver delagtig i problemet, og det kan desuden medvirke til, at personen bliver hængende i sin nedtrykthed. Det er helt naturligt, at man gør det, som får en partner eller nærmeste til at få det bedre i øjeblikket, selv om man set fra et helikopterperspektiv er klar over, at det nok ikke hjælper i længden. Her kan man med professionel hjælp faktisk blive en bedre støtte for sin partner og få strategier, der kan virke i stedet. Under alle omstændigheder er det ekstremt hårdt at være sammen med et menneske, der har det psykisk dårligt. Og det er fremfor alt forfærdeligt at se nogen, man elsker, lide. En væsentlig faktor, når man taler om psykiske problemer i forhold til somatiske, er, at psykisk sygdom har en langt større indflydelse på relationen. Når man er angst eller depressiv, bliver man ofte indadvendt, nedtrykt, har negative tanker og derfor ikke er så kærlig og betænksom som ellers, påpeger Therese Anderbro.

– Psykisk sygdom går ud over kærligheden. Rollerne i relationen kan blive skævvredet, fordi den ene skal tage sig af alt, hvor man tidligere har været mere fælles om tingene. En anden væsentlig faktor er, at det ikke kan ses udefra, og at vi stadigvæk hellere vil fortælle om fysiske problemer end psykiske, siger hun.

I undersøgelsen fra Journal of Mental Health fremgik det, at det kan styrke relationen og faktisk hjælpe begge parter igennem, at man inddrager den pårørende i behandlingen. Følelsen af at blive set og anerkendt som pårørende kan være en god idé, forudsat, at den, der har det psykisk dårligt, har lyst til det. Det er ikke altid tilfældet, men:

– Ofte er partneren eller de nærmeste meget vigtige. Det kan også være godt for dem at høre, hvad behandlingen går ud på, og at tale om, hvordan man bedst støtter i processen – og høre, hvordan man passer på sig selv uden at få dårlig samvittighed, siger Therese Anderbro.

I Danmark er der i Landsforeningen for pårørende stor hjælp at hente, hvis man er i et forhold med en person, der har en psykisk sygdom. Det gælder både i forhold til forståelsen af bestemte diagnoser, behandling og kontakt med sundhedssystemet, som også kan være en udfordring. Se bedrepsykiatri.dk Går du med selvmordstanker, kan du ringe til Livslinien på 70 20 12 01. ■