
Det var liv og død, der fyldte i hovedet på Jonas Vingegaard, 27, efter styrtet i Baskerlandet Rundt. Først senere besluttede han sig for at prøve at blive klar til en Tour mere.

De har efterhånden overlevet alt sammen, Trine og Jonas Vingegaard Hansen: Tour-sejre, forældreskab og nærdødsoplevelser.

Jonas siger selv, at han tager dette års Tour de France mere afslappet end tidligere. Hans ben er nok ikke helt enige.

Treårige Frida kan glæde sig til at blive storesøster senere på året. Forhåbentlig kommer farmand helskindet hjem fra årets Tour og hjælper med at passe børnene.

Jonas’ comeback i sadlen imponerer alle. I april brækkede han kravebenet og flere ribben og punkterede en lunge.
Klippet gik straks verden rundt den fjerde april: Den forsvarende dobbelte Tour de France-vinder kørte med næsten 100 kilometer i timen galt og blev hentet af ambulance – efter redderne havde lagt ham i halskrave.
Hvad der så dramatisk ud, var i virkeligheden en kamp om liv eller død for Jonas Vingegaard.
– Det var så slemt, at jeg troede, jeg skulle dø, og overvejede, om jeg skulle stoppe, hvis jeg kom igennem, fortalte Jonas under et pressemøde på den første hviledag i Tour de France.
– Trine troede jo også, at jeg skulle dø, da jeg lå på jorden. Men vi kom videre fra det, og jeg tror også, at mit mindset har ændret sig i cykelsporten, lød det fra rytteren med nummer 1 på ryggen.
Er blevet forsigtig
Efterfølgende har Glyngøre-parret brugt meget tid på at bearbejde den traumatiske oplevelse, så Vingegaard igen kunne køre med om sejren i verdens største cykelløb.
– Vi snakkede begge to om det. De har betydet alt for mig i den her proces. De har stået bag mig hele tiden og været der for mig, siger Vingegaard, der nu passer lidt bedre på, når han flyver rundt på landevejene.
– Jeg har ændret mindset. Før var jeg måske lidt nonchalant og har tænkt, at det ikke sker for mig, fortæller han om sin manglende frygt for styrt.
– Nu skete det så, og jeg er blevet mere forsigtig. Man kan godt være forsigtig og køre med om sejre, siger Jonas.
Gladere nu
De første træningsture efter den 12 dage lange indlæggelse på et hospital i Baskerlandet foregik på vejene omkring Glyngøre. Og skulle en lokal mene at have set Jonas med et stort smil på ansigtet, mens han gav sin Cervelo-cykel gas, så passer det nok.
– Det har givet mig en glæde for at kunne sætte mig på cyklen hver dag og nyde det.
Nu er jeg glad for at være i live og til start, fortæller det hårdt prøvede cykelvidunder.
Glæden varer forhåbentlig ved helt til søndag den 21. juli, hvor Tour de France slutter i Nice. ■
