
Fastelavnsboller med hindbærskum
Tid: 50 minutter. Hævetid: 1 time og 15 minutter. Bagetid: 14 minutter. Antal: 18 stk.
Hvis du foretrækker old school-boller uden så meget ballade, behøver disse fastelavnsboller ikke noget fyld.
Fastelavnsboller:
3½ dl sødmælk
100 g smør
50 g gær
½ tsk. salt
50 g sukker
600 g hvedemel
50 g blødt smør
50 g sukker
1 æg til pensling
Hindbærskum:
2½ dl piskefløde
3 spsk. hindbærsyltetøj
Glasur:
1 æggehvide
200 g flormelis
3 dråber rød konditorfarve
Evt. rød skovsyre
1. Boller: Lun mælken i en gryde, og hæld smeltet smør og gær i. Rør rundt, til gæren er opløst. Tilsæt sukker og salt og derefter mel lidt ad gangen.
2. Lad dejen hæve lunt og tildækket i 30-45 minutter.
3. Pisk imens smør og sukker luftigt med en elpisker i en skål.
4. Del dejen i 2. Rul hvert stykke ud på et meldrysset bord til 2 firkanter på hver ca. 30 x 40 cm. Skær hvert stykke dej i 9 kvadrater, og læg 1 tsk. smørcreme på hvert stykke.
5. Fold dejen omkring smørcremen, så den ikke kan flyde ud af bollen. Sæt bollerne med sammenføjningen nedad på en bageplade med bagepapir.
6. Lad dem hæve i 30 minutter.
7. Tænd ovnen på 225° varmluft. Pensl fastelavnsbollerne med sammenpisket æg og lidt vand, og bag dem i en forvarmet ovn i 10-14 minutter, til bollerne er gyldne og gennembagte. Afkøl.
8. Hindbærskum: Pisk fløden til skum, og vend med wyltetøj.
9: Servering: Rør æggehvide, flormelis og konditorfarve sammen til glasur. Flæk bollerne, og fyld dem med hindbærskum. Top dem med glasur, og pynt evt. med skovsyre.

Fastelavnsboller med mascarpone og kirsebær
Tid: 50 minutter. Bagetid: 12 minutter. Køletid: 20 minutter. Antal: 12 stk.
Disse fastelavnsboller er lavet af wienerdej, der kan bages om morgenen og fyldes med vaniljecreme lige inden servering.
Wienerdej:
2½ dl mælk
1 æg
2 spsk. sukker
50 g gær
1 knsp. salt
500 g hvedemel
400 g koldt smør
Remonce:
50 g sukker
50 g blødt smør
50 g marcipan
12 Amarena-kirsebær
1 æg til pensling
Koldt vand
Vaniljecreme:
½ vaniljestang
250 g mascarpone
2 spsk. flormelis
2½ dl piskefløde
Til servering:
12 Amarena-kirsebær
75 g mørk chokolade (smeltet)
1. Wienerdej:
1. Rør mælk, æg, sukker og gær sammen i en skål, til gæren er opløst. Sigt mel i lidt ad gangen (hold evt. lidt tilbage). Saml dejen, så den er god og smidig at arbejde med. Rul dejen ud til en firkant på et meldrysset bord til ca. ½ cm's tykkelse. Læg dejen på køl i ca. 20 minutter.
2. Skær det kolde smør i tynde skiver, og fordel dem på ⅔ af dejen. Fold dejen sammen i tre lag – start med den tomme side. Rul dejen ud igen til ca. ½ cm's tykkelse.
3. Gentag endnu en gang med foldningen, og rul dejen ud til ca. 40 x 50 cm. Skær dejen i 12 lige store firkanter.
4. Remonce: Tænd ovnen på 250° varmluft. Pisk sukker, smør og marcipan sammen med en elpisker i en skål til en let og luftig remonce.
5. Hak kirsebærrene, og fordel dem midt på dejstykkerne sammen med remoncen. Klem dejstykkerne godt sammen omkring fyldet, vend dem om, og rul dem forsigtigt, så de bliver runde. Pensl bollerne med sammenpisket æg og lidt koldt vand.
6. Bag bollerne i ovnen i 10-12 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Afkøl helt på en bagerist.
7. Vaniljecreme: Flæk vaniljestangen med en skarp kniv, og skrab kornene ud. Rør dem sammen med mascarpone og flormelis i en skål.
8. Pisk fløden til blødt skum med en elpisker i en skål. Vend skummet sammen med mascarponen, og hæld cremen i en sprøjtepose (evt. med stjernetylle).
9. Servering: Lav forsigtigt et lille hul i toppen af hver fastelavnsbolle, og fyld dem med vaniljecreme. Pynt fastelavnsbollerne med smeltet chokolade og et kirsebær i hullet. Servér straks. ■
