Som barn og ung vidste jeg, at jeg ikke skulle gøre mig nogle forhåbninger om at blive til noget særligt i livet.
Jeg var tyk, og det betød, at jeg var dum og doven. Dumme, dovne mennesker lever triste, ulykkelige liv i ensomhed, for ingen har lyst til at være sammen med dem, hverken som venner, på et arbejde eller i kærlighed. Da jeg som femårig fik at vide, at jeg var tyk, forstod jeg ikke først, hvorfor der var noget galt med det. Men jeg vidste, at det var skidt, og at det var min egen skyld. Det havde jeg lært af de voksnes snak, af de ting, der blev sagt i tv og handlingen i film, og af det, børn ved, fordi de opsnapper info rundt omkring.
Jeg…
