Yacon, Smallanthus sonchifolius, er en næsten ukendt knold herhjemme. Den er i familie med jordskokker. De fortykkede rødder er sprøde og saftige knolde med masser af sødme. Den kan dyrkes på friland eller i en stor, dyb potte. Planten skal have godt med gødning/ kompost og passes med vand. Knolden høstes, når toppen har fået den første frost. Gem nogle af knoldene frostfrit og køligt, ligesom dahliaknolde, eller i potten. Udplant fra midt maj de siderødder, som har friske yngleknopper.
Oka, Oxalis tuberosa, er en lille knold, der er i familie med surkløver, hvad man tydeligt ser på bladene. De små, spiselige knolde ligner små Michelin-mænd og findes i gule, orange, lilla, røde og hvidlige farver. De spiselige, syrlige blade og de gule blomster er flotte på desserter og kager…