Bagefter er det uforståeligt, at jeg ikke anede, hvad der var i vejen med min datter Theresa. Jeg vidste bare, at hun havde haft kærestesorger, den sommer hun blev student, og var gået i stå bagefter. Hun havde ikke lyst til noget som helst, heller ikke til at begynde på en uddannelse, og i de første mange uger undskyldte jeg hende.
Som månederne gik, blev jeg bekymret, og det samme gjorde hendes far, som jeg er skilt fra. Når jeg kom hjem fra arbejde, var hun først lige stået op. Hun virkede sløv og ligeglad og gad ikke besøge sin far eller veninderne. I gymnasietiden havde hun haft et fritidsjob på et plejehjem, og der havde hun stadig nogle timer for at tjene penge til tøj og telefon, men efterhånden…