■ Jeg mødte Sofie i mødregruppen, da vi begge var nybagte mødre til piger, og vi faldt hurtigt i snak. Snart begyndte vi at mødes uden for gruppen, og mens min Clara og Sofies Emma lå og pludrede på legetæppet, vendte vi verden over en kop kaffe.
Vi sås flere gange om ugen, og Sofie blev en stor og vigtig del af min barsel, men jeg var også klar over, at vi næppe var blevet veninder, hvis vi havde mødtes i en anden sammenhæng. Vi så forskelligt på mange emner, og børneopdragelse var et af dem.
Jeg mente, at Clara aldrig skulle være i tvivl om, hvor hun havde mig. Grænserne blev klart markeret, også selv om det betød skrig og skrål, før Clara accepterede, at man ikke kan hyle…