Jeg husker tydeligt, den dag jeg fik en slags midtlivskrise. Det varede bare lidt, før det gik op for mig, at det var det, det var. Den tirsdag var jeg nemlig stadig af den opfattelse, at jeg befandt mig i begyndelsen af voksenlivet. Jeg var næsten lige fyldt 41 år, og de fleste vil sikkert mene, at så er man voksen. Sådan ser jeg egentlig også på det i dag, seks år senere, men dengang virkede det anderledes. Jeg syntes stadig, jeg var ved at finde min plads i tilværelsen og især den mand, jeg skulle have bondegård, børn og bryllup med.
Den tirsdag vågnede jeg alene i den toværelses lejlighed, jeg havde boet i et par år. Min første tanke gjaldt Martin. Han havde sovet hos mig om natten,…