”Jeg kunne godt tænke mig at have en kage, der er min. En kage, som alle ved, at når den kommer på bordet, så er det min signaturkage. Sådan én, som andre ringer og siger: Kan du bage din kage, næste gang vi ses?” Udsagnet kom fra en kollega over frokosten, og jeg havde aldrig selv overvejet, at en så både praktisk, sjov og personlig ambition var mulig. Signaturkagen. Den, som man bare ved, er ens egen. Den, som andre ikke tør give sig i kast med fordi, nåh ja, der er en, der bare kan den. Man udfordrer ikke en professionel, vel? I min barndom fandtes der faktisk sådan en kage. Det var min mors veninde Karens Toscakage. Karen er selvvalgt familie, og dengang jeg var barn, bagte hun…
